Tre kommuner får afslag på at sænke farten på motorveje

Kilde TV2 Nyheder d. 22. feb. 2019, 19:37
af David Buch
Læs original artikel på TV2 Nyheder her


16x9
Det larmer at bo ved siden af en motorvej. Nu har tre kommuner fået afslag på en ansøgning om at sænke farten. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

En hastighedsændring fra 110 til 90 kilometer i timen skulle gøre tre kommuner på Københavns vestegn mere støjvenlige.

Tre sjællandske kommuner har fået afslag på en ansøgning til Vejdirektoratet for at få sænket hastigheden på motorvejsstrækningerne, der krydser gennem kommunerne.

Hvidovre, Vallensbæk og Brøndby havde ansøgt om at få hastigheden på dele af Køge Bugt Motorvejen, Holbækmotorvejen og Motorring 3 sat ned fra 110 kilometer til 90 kilometer i timen, fordi det ville sænke støjniveauet nok til at gøre det acceptabelt for beboerne.

SE OGSÅ: Kommuner går sammen om at sænke farten på tre motorveje – se hvilke strækninger her

I afslaget fra Vejdirektoratet står der blandt andet, at ”hastighedsreduktioner medfører alt andet lige øget rejsetid for trafikanterne, med deraf afledte samfundsøkonomiske tab”.

Vejdirektoratet skriver videre i afslaget, at ”en målt reduktion af gennemsnitshastigheden på 20 km/h fra 110 til 90 km/h vil som udgangspunkt give en ændring i støjniveauet på ca. 2 dB.

I praksis vil en støjreduktion som følge af en 90 km/h hastighedsbegrænsning kun være hørbar uden for myldretiderne på de berørte motorveje.”

Borgmester: Ensidigt afslag

Borgmester i Vallensbæk Kommune, Henrik Rasmussen (K), er ikke overrasket over afslaget fra Vejdirektoratet:

SE OGSÅ: Støjgener: Enten kan vi høre vindmøllen eller motorvejen

– Jeg synes, at det er ærgerligt, at man i afslaget argumenterer så ensidigt for samfundsøkonomi. Samfundsøkonomi er jo meget mere end at komme hurtigt fra a til b. Det er for eksempel støjgener, der påvirker sundheden, men det regner de slet ikke på. Så det er et meget ensidigt afslag, vi har fået, siger borgmesteren til TV 2.

Afslaget fra Vejdirektoratet får dog ikke borgmesteren til at smide håndklædet i ringen:

– Vi vil blive ved med at komme med gode forslag til, hvordan man kan sikre en god infrastruktur i hovedstadsområdet. Vi klør på for at få sat penge af til for eksempel støjafskærmninger, så folk kan sidde ude i haven og sove med åbne vinduer om natten.

Beboere er plaget af støj

Kampen mod støjen i de tre kommuner har længe været på dagsordenen for de lokale.

SE OGSÅ: Lever i konstant støj fra motorvej: – Det påvirker ens psyke

Mogens Jørgensen er formand for en grundejerforening tæt ved de berørte motorveje. For ham vil en støjreduktion have stor betydning. 

– Vi kan ikke sidde ude i haven en sommerdag om eftermiddagen og drikke vores kaffe. Vi får ondt i ørerne, fordi vi har en støjbelastning på over 70 decibel, siger han.

Svend Sørensen, pensioneret ingeniør, giver ham ret.

– Det er specielt om eftermiddagen, når man sidder ude og skal nyde det, at det er meget belastende, siger Svend Sørensen.

Så meget støjer det

Takket være en nyere bekendtgørelse fra december 2017 kan kommuner anmode Vejdirektoratet om nedsættelse af hastigheder på motorveje helt ned til 60 kilometer i timen.

Argumentet for en nedsættelse af hastigheden i et byområde skal dog være af hensyn til støjgener for beboere. 

Det kriterium overholder beboerne langs motorvejene i de tre kommuner, hvor der, ifølge kommunerne selv, ligger hele 24.000 boliger, der er så berørt af støj, at det overskrider Miljøstyrelsens grænseværdi på 58 decibel

Træk i kortet for at se støjen på strækningerne. Det blå område er over 75 decibel, mens det gule er omkring 55-60 decibel.

Trafikstøj: Siger nej til fartnedsættelse på motorveje


Brøndby, Vallensbæk og Hvidovre har i første omgang fået nej til en nedsættelse af hastigheden på motorvejene for at dæmpe trafikstøjen.

Af Peter Erlitz – Kontakt redaktionen: sndk@sn.dk
Kilde: sn.dk – Læs original artikel her

De tre kommuner Brøndby, Vallensbæk og Hvidovre har fået nej på en ansøgning om at få nedsat hastigheden på motorvejene for at reducere trafikstøjen.

 Læs også: Trafikstøj: Slagsmål om nedsat fart på motorveje

Det er Vejdirektoratet, der har sagt nej til ønsket fra de tre kommuner.

Ønsket gik på, at hastigheden på Køge Bugt Motorvejen, Holbækmotorvejen og Motorring 3 på strækningerne gennem Vallensbæk, Brøndby og Hvidovre, skulle sættes ned fra 110 kilometer i timen til 90 kilometer i timen.

Det ville nemlig give en billig reduktion af trafikstøjen, mener de tre kommuner.

Vallensbæk, Brøndby og Hvidovre kommuner havde skrevet en ansøgning til Vejdirektoratet om nedsat hastighed. De tre kommuner begrundede ansøgningen med en relativ ny bekendtgørelse, hvor man i særlige tilfælde kan vedtage en lavere hastighedsgrænse alene af hensyn til at nedbringe trafikstøjen.

Vejdirektoratet er dog ikke enigt, og har altså givet de tre kommuner afslag.