Brev fra Gladsaxe Kommune til Ole Birk Olesen – transport-, bygnings- og boligminister (LA)

Download brevet som PDF

Formand for Trafik- og TeknikudvalgetGladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7, 2860 Søborg
E-mail: veje@gladsaxe.dk

Til Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen

Kære Ole Birk Olesen

10-12-2018 J. nr. 18-2-05.01.02-P16

I Gladsaxe oplever vi voldsomt stigende trafik på motorvejene gennem kommunen til stor gene for vores borgere. I byrådet er vi enige om, at det nødvendigt at sætte ind overfor de omfattende støjgener, den stigende trafik giver anledning til. Gladsaxe Kommunes kortlægning af trafikstøj i 2017 og vedtagelsen af vores støjhandlingsplan i 2018 har sat ekstra fokus på de store gener og sundhedsskadelige effekter, der er som følge af trafikstøjen fra statsvejene.

Cirka 65% af alle boliger i Gladsaxe Kommune er støjbelastede. Heraf er ca. 2.500 boliger og over 5.000 borgere stærkt støjbelastede – en stor del skyldes trafikstøjen fra statsvejene Motorring 3 og Hillerødmotorvejen, som begge skærer igennem vores kommune.

Det har store negative konsekvenser for borgernes sundhed og trivsel, og det er en problematik, som kræver at blive taget alvorligt. I forbindelse med godkendelsen af vores budget for 2019-2022 besluttede et samlet byråd at afsætte midler i en støjpulje med henblik på at give borgerne i Gladsaxe tilskud til støjbekæmpelse. Desværre har vi meget begrænsede muligheder for at sætte ind lokalt for at løse problemerne, og det er derfor nødvendigt, at Regeringen og Folketinget også tager situationen alvorligt og afsætter flere midler til arbejdet med bekæmpelse af trafikstøjen fra statsvejene.

Vi appellerer med denne henvendelse til, at der igangsættes et arbejde, som kan udpege hvilke støjreducerende tiltag, der mest effektfuldt kan iværksættes i forhold til de mange støjramte boliger langs motorvejsnettet i Hovedstadsområdet. I forlængelse heraf stiller vi os meget gerne til rådighed i Gladsaxe Kommune for et casestudie i forhold til at afprøve virkemidler og borgerdialog om problemstillingen.

I vores drøftelser af støjproblematikken er der fremkommet forslag til en række forskellige støjreducerende tiltag, som vi mener bør undersøges nærmere.

Det gælder f.eks. muligheden for hastighedsnedsættelser på motorvejene gennem byområder og højere og mere effektive støjskærme. Eksempelvis er der hastighedsbegrænsning på kun 90 km/t på dele af Motorring 3 i Gentofte Kommune. Det kunne forsøgsvis afprøves på andre strækninger, hvor der er tæt beboelse, for eksempel gennem Gladsaxe Kommune. Støjgenerne er størst om natten, derfor bør muligheden for yderligere hastighedsnedsættelse om natten

ligeledes overvejes. Endelig bør hastighedsnedsættelsen for at opnå fuld effekt evt. suppleres med ATK standere, der kan sikre det reducerede hastighedsniveau.

I Gladsaxe Kommune er der desuden af uvisse årsager ikke etableret støjskærme på flere strækninger ved fletteanlægget mellem Motorring 3 og Hillerødmotorvejen. Det betyder, at det sydligere beliggende boligområde Kagsåkvarteret udsættes for stærk støjbelastning i en unødig grad alene på grund af de manglende støjskærme.

Gladsaxe Kommune ønsker, at der udlægges støjsvage belægninger på statsvejene, ligesom vi selv ser dette som et vigtigt element i vores støjhandlingsplan. Der bør desuden følges op på effekten af udlagte støjdæmpende asfaltbelægninger på specielt Motorring 3, da de allerede har mistet en del af deres effekt, siden de blev udlagt i forbindelse med ombygningen.

Vi anmoder om en redegørelse for, hvilke foranstaltninger og tiltag Vejdirektoratet har i sigte for at bekæmpe støjen fra motorvejene gennem Gladsaxe, og vi opfordrer på vegne af Byrådet til, at der fra statslig side snarest afsættes yderligere midler til bekæmpelse af trafikstøjen fra statsvejene i Hovedstadsområdet – herunder ikke mindst i Gladsaxe Kommune, og som nævnt stiller vi os gerne til rådighed for et samarbejde.

Venlig hilsen

Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune Udvalgsformand Ole Skrald Rasmussen
Jakob Skovgaard Koed
Lise Tønner
Lene Svendborg
Christina Rittig Falkberg
Kristian Niebuhr
Martin Skou Heidemann
Astrid Søborg
Michael Dorph Jensen

https://www.ft.dk/samling/20181/almdel/TRU/bilag/150/1996980.pdf

Skriv et svar